Teorien bag folderen!
[ Tilbage til forsiden ]

1.1     Problemformulering                            

Vi har valgt at sætte to citater op over for hinanden, for at illustrere to forskellige påstande omkring god formidling:

Hos troværdige formidlere fornemmer man en ægthed og en brændende lyst til at få fortalt det, man nu engang snakker om. Dvs. formidleren bruger sin energi på at formidle og ikke på at tænke på sit image eller tage sig ud på en bestemt måde.

(Cecilie Frøkjær, Studievært i bl.a. ”Godmorgen Danmark” (Lemée & Lund 1999:24))

Mange tror, at god formidling enten kommer af sig selv, når blot man har noget på hjertet – eller måske kun er noget, der mestres af de store talenter. Men ingen af delene er rigtige, vi kan alle sammen blive bedre. Forudsætningen er et solidt forarbejde og et kendskab til både kvaliteterne ved god formidling og teknikkerne til at opnå dem.

(Pernille Steensbech Lemée og Anne Katrine Lund (Lemée & Lund 1999:9))

Vi mener som Lemée og Lund, at det er nødvendigt at have en brændende lyst til at tale om det, man nu engang taler om, og samtidig mener vi, at grunden til at man fremstår som en god formidler, er at man netop har gjort sig overvejelser om hvorledes man vil fremtræde, tage sig ud og hvilket budskab man vil ud med. Vi mener således, at det er den forberedelse, formidleren har gjort sig forud for formidlingen, der gør, at han eller hun kan koncentrere sig om formidlingen.

Problemformuleringen i denne opgave lyder så: Hvordan kan man forberede sig til god formidling i et journalistisk “fastfood TV-program” - direkte udsendelse?

1.2     Formål med opgaven

Formålet med opgaven er, via praktiske cases og teori, at finde frem til karakteristika for personer og deres fremtræden, der interviewes i et journalistisk ”fastfood TV-program”, som får dem til at fremstå som gode eller dårlige formidlere. Den gode formidler vælger vi at kalde for en ”vinder-type” og den dårlige formidler en ”taber-type”. Vi ønsker at udføre denne analyse for at udarbejde konkrete personlige værktøjer, som en interviewperson kan benytte, når han eller hun er “on the spot” i den omtalte programgenre. Værktøjerne vil vi samle i et håndgribeligt produkt i form af et udkast til en folder, hvor teksten vil være tilgængelig på Internettet.

3     Teori

Da vi nu blandt andet har set på, hvem Go’morgen Danmarks målgruppe er og har gjort rede for vores valg af en taber-type og en vinder-type, vil vi i det følgende gå videre og beskæftige os med diverse formidlingsteoretiske aspekter, som vi senere i opgaven vil sammenholde med det empiriske analysemateriale, netop for at finde frem til de værktøjer, som kan være til gavn i en direkte udsendt interviewsituation.

Vi har altså, som nævnt, i denne opgave valgt at stille to personer op overfor hinanden, som vi mener fremstår som en vinder- og en tabertype i deres korte indslag på TV 2´s morgentv. Vi ser som tidligere omtalt en vindertype, som en person, der har repræsenteret sig selv og sit budskab godt og en tabertype, som en person, der har repræsenteret sig selv og sit budskab på en mindre god måde, så at hensigten, dvs. at ”fange” modtagers opmærksomhed, slog fejl .

Det første formidlingsteoretiske aspekt, vi vil beskæftige os med, er hvilke overvejelser, en formidler med fordel kan gøre sig omkring sine målgrupper, hvorefter vi vil beskrive tre andre yderst væsentlige formidlingsteoretiske aspekter med udgangspunkt i tredelingen pathos, logos og ethos.

Definitionen af en vinder- og en tabertype er baseret på det helhedsindtryk der efterlades modtageren, baseret på om personen har ”fanget” modtageren gennem sin selvformidling, personens pathos og formidlet sig selv, sin troværdighed, dvs. personenes ethos og sit budskab ”tilfredsstillende”, skarphed og retorik, dvs. logos.

Pathos appelerer til modtagerens  følelser, og har til formål at vække og engagere modtageren. Det er det personlige engagement for sagen. (Lemée & Lund 1999:10)

Logos appellerer til modtagerens forstand og fornuft, til modtagerens behov for saglige informationer. Det er den intellektuelle appelform som kommer til udtryk gennem logikken i argumentationsformen, den røde tråd og facts, ”der understøtter afsenders påstand og får modtager til at tro på ham”. (Lemée & Lund 1999:10)

Lemée og Lund taler om ethosappellen, en følelsesmæssig appelform, den personlige troværdighed, som er dynamisk og foranderlig. Ethos kan deles op som den ethos man har til at begynde med, den ethos man taber eller vinder undervejs, og den ethos man har efter kommunikationen. (Lemée & Lund 1999:31)

I denne opgave definerer vi en taber/vindertype udfra den ethos personen besidder efter kommunikationen, det vil sige efter det korte indslag på TV 2´s morgentv. Vi ser først derefter på om ethosappellen har ændret sig undervejs i indslaget og diskuterer faktorer som kan spille ind her.

Det er ikke let at definere en vinder- eller en tabertype. Der er næppe nogen der er en gennemført vinder- eller tabertype, men besidder vinder- og eller tabertræk. Vi kalder ikke vores to udvalgte personer for en taber og en vinder og fører dem som konklusive beviser. De besidder hver især taber- og vindertræk, men overvægten af tabertræk ligger til grund for valget af vores tabertype, og overvægten af vindertræk ligger som før nævnt til grund for valget af vindertypen. Der er mange ting der spiller ind, som vi i det følgende vil komme ind på ved hjælp af tre appelformer, ethos, logos og pathos, som vi vil benytte til at beskrive teorien bag hvad det er der gør at en person kan fremtræde som en vinder- eller en tabertype.
 

3.1  Målgruppeovervejelser

Vi har før diskuteret omkring Go’morgen Danmarks målgrupper og vil nu gå et lag dybere ned ved at diskutere overvejelser omkring målgrupper, som interviewpersoner generelt, men også interviewpersoner i et direkte program, med fordel kan gøre sig.

I udgangspunktet for målrettet og troværdig kommunikation siges det at være fundamentalt at kende sine modtagere, og sætte sig ordentligt ind i hvem målgruppen er (Lemée & Lund 1999:14), dette gælder selvfølgelig også for de to  interviewpersoner, som vi har udvalgt i denne opgave, men der er visse faktorer, der gør, at det kan være problematisk for dem at opfylde dette krav. Et er, at de skal svare på studieværtens spørgsmål og derfor ikke selv vælger præcist hvad de vil formidle og et andet er, at de ikke vælger deres målgrupper selv, disse er jo i sagens natur valgt på forhånd, og det kan oven i købet tænkes, at interviewpersonen ikke har et særlig klart billede af, hvem disse målgrupper egentlig er, netop hvis han eller hun ikke har kendskab til f.eks. segmenteringsanalyser omkring det program som han eller hun bliver interviewet i. Trods disse, i formidlingen eventuelt begrænsende, faktorer vil vi i det følgende søge at belyse nogle af de overvejelser interviewpersoner hensigtsmæssigt kan gøre sig vedrørende deres målgrupper.

Den første overvejelse kan altså nyttigt være hvem modtagerne er, hermed menes en indkredsning at præcist hvem man taler til og hvad dette betyder for valg af indhold, sprogstil m.v.. Derefter kan overvejes, om modtagerne på forhånd er interesserede i emnet, netop for at gøre sig klart om de skal motiveres fra starten eller om der kan gås mere direkte til værks. Yderligere i denne forbindelse er det vigtigt at tænke på om de har positive eller negative forventninger til emnet, således at man kan rette sin formidling efter dette. I tråd med dette, bør det også overvejes om modtagerne er positivt eller negativt indstillede til en som afsender, eller med hensyn til den organisation man eventuelt repræsenterer, således at man kan have dette i baghovedet når man forholder sig til målgruppen. En fjerde overvejelse kan være modtagernes forudsætningsniveau, der siger noget om, hvad de på forhånd ved om emnet, dette blandt andet for at undgå at tale ned til folk eller at tale hen over hovedet på dem. Endnu en refleksion kan være hvad man ønsker at modtagerne skal vide bagefter at de har hørt ens formidling af et givent emne, dette kan være med til at man får struktureret sit stof, således at det vigtige træder frem og at alt ikke ender med en masse umiddelbart usammenhængende informationer (Lemée & Lund 1999:16f).

Udover disse specifikke overvejelser er der også nogle mere generelle faktorer at tage hensyn til. De fysiske rammer så som sted og tidspunkt er værd at tage med i sine formidlingsovervejelser (Lemée & Lund 1999:18). I dette konkrete tilfælde befinder modtageren sig højst sandsynligt hjemme, idet det er tidligt om morgenen at Go’Morgen Danmark sender, dette gør, at man bør være opmærksom på at modtageren ikke kan være fuldt ud koncentreret om tv’et og i de fleste tilfælde laver andre ting samtidig med at de ser eller hører programmet. En formidler af et emne må således søge at forenkle sit budskab, dog uden at dette forringer selve budskabet samt gøre det interessant således at modtageren holdes fast (Lemée & Lund 1999:19). Det er i tråd med dette meget let for modtagerne at fravælge at høre et indslag i Go’Morgen Danmark, idet de mere eller mindre frivilligt har tv’et tændt og hvis der vises noget de ikke har lyst til at se eller høre så kan de blot slukke, skifte kanal, eller gå ind i et andet rum.

Blandt andet, med sin målgruppe i baghovedet vil man altså have mulighed for, på forhånd, at kunne forberede sig på, hvordan man, med fordel, kan formidle sit budskab.

3.2  Pathos - selvformidling

De fleste mennesker har nok en forestilling om, at de skal være perfekte på alle måder, når de skal træde frem foran en større gruppe af mennesker, for at formidle et budskab. Men sådan forholder det sig ikke ifølge Pernille Steensbech Lemée, idet hun er af den mening, at en god og troværdig fremførelse slet ikke afhænger af, om man er perfekt, men om hvorvidt man virker menneskelig og tillidsvækkende. Faktisk er det hendes erfaring, at en ikke helt perfekt fremførelse, til tider, kan skabe større sympati hos tilhøreren, end en fuldstændig fejlfri. Det der er vigtigt at få signaleret som oplægsholder, ifølge Lemée og Lund, er nemlig, at man er velforberedt, har tænkt over emnet, tager opgaven alvorligt og brænder for det (Lemée & Lund 1999:88).

Vi er på mange måder enige med Lemée og Lund i disse fire punkter, men er også af den overbevisning, at det langt fra ikke altid er helt let at få signaleret disse, selvom man faktisk kan stå inde for dem, idet man som urutineret formidler af et budskab til en større gruppe af mennesker sikkert ofte er så nervøs og usikker, at det kommer til at overskygge. Derfor har vi valgt i det følgende at behandle nogle emner, der har med selve selvformidlingen at gøre og som vi mener kan være til støtte for den urutinerede formidler, så han kommer til at fremstå lige så velforberedt, eftertænksom, ansvarsbevidst og engageret som han er – altså en ”vinder” type.
 

3.2.1  Stemmebrug

Det er vigtigt at trække vejret dybt og roligt, når man taler, idet luften er afgørende for, om man kan fuldføre sine sætninger stille og roligt, men med en vis volumen, så det kan høres tydeligt, hvad man siger. For at kunne trække vejret dybt er det nødvendigt, at man bruger mavemusklerne og ikke kun trækker vejret helt oppe ved halsen. En god hjælp til at få trukket vejret dybt kan værer at stå med begge ben plantet solidt i jorden (Lemée & Lund 1999:88f), dette er dog ikke altid muligt, idet man i en interviewsituation ofte sidder ned, men denne stilling kan bruges ved indøvning, hvis dette er en reel mulighed. Artikulationen er selvsagt også af vigtighed, idet det øger tydeligheden af det sagte, hvis man undlader de overflødige småord og ikke afsnupper endelser på andre ord (Lemée & Lund 1999:89).

Det er også en god idé at tale langsommere, end man normalt gør under en almindelig samtale, idet det giver tilhørerne mulighed for at opfange alt, hvad man siger og ikke gå glip af vigtige pointer. Nogen er også af den opfattelse, at man ikke virker troværdig, hvis man taler alt for hurtigt (Lyle 1990:63). Man kan også gøre brug af deciderede pauser ind i mellem, hvilket især virker godt, hvis man begynder at tale om et nyt emne. Både Hans Gammeltoft-Hansen og Cecilie Frøkjær er også enige om, at det er fornuftigt at holde en lille pause, når man bliver spurgt om noget, idet det indikerer, at man tænker sig om, hvilket får en til at virke troværdig – dog skal man passe på, at pausen ikke kommer til at virke instuderet (Lemée & Lund 1999:89f).

Der er enighed om, at tynde og svage stemmer ikke skaber tillid og tiltro (Lyle 1990: 63), men det er dog helt naturligt, at ens stemme bliver lidt skinger, når man er nervøs, derfor kan det være en god idé fra starten af interviewet at gøre sin stemme en anelse dybere end den normalt er. Det er dog ikke nogen god idé at lave sin stemme alt for dyb, så den kommer til at lyde unaturlig, idet man så også kan komme til at virke utroværdig (Lemée & Lund 1999:90ff).
 

3.2.2  Kropssprog

Forskning har vist, at i en talersituation påvirkes tilhørerne langt mere af nonverbale ytringer, end af de ord der bruges eller måden man bruger stemmen på, når der bliver talt (Harvey 1997:15), hvilket giver stof til eftertanke, idet de fleste, der øver sig på at formidle et budskab til andre mennesker hovedsageligt lægger vægt på det verbale, men det nonverbale udtryk fortjener også opmærksomhed eftersom det i høj grad er med til at opvirke, hvordan andre opfatter os og vores budskab. Faktisk har de første 4-5 minutter i mødet med et anden menneske overordentlig stor betydning for, hvilket indtryk man danner sig af den anden person – og her er det ikke de verbale ytringer, men de nonverbale, som vurderes (Lyle 1990:58).

Skuespilleren Torben Jetsmark er af den opfattelse, at der vigtigt på forhånd at træne sit kropssprog til at udtrykke det man føler og tænker, idet man så i en kommunikationssituation kan virke stærkere og mere overbevisende (Jetsmark 1995:25). Det er dog ikke noget alle formidlere har haft mulighed for at indøve på forhånd, men det kan under alle omstændigheder udmærket betale sig at gøre sig nogle overvejelser omkring sin kropsholdning inden man som mundtlig formidler træder frem foran et større publikum. Kropssprog er ikke kun en ting, men flere, hvilket både er holdning, fagter og ansigtsmimik  (Lemée & Lund 1999:92). Derfor vil vi i dette afsnit prøve at adskille de tre begreber, for på den måde at danne et klart indblik i, hvordan man på flere felter kan forbedre sin fremtoning.
 

Kropsholdning

En afslappet, men alligevel rank holdning giver som oftest indtryk af selvsikkerhed i forhold til den foreliggende situation, mens en mere sammensunken holdning kan give tilhørene indtryk af manglende selvtillid og måske oven i købet skyldfølelse (Lyle 1990:6ff).
 

Fagter og bevægelser

Det er vigtigt at undgå distraherende og formålsløse bevægelser, idet opmærksomheden ellers vil blive forskubbet væk fra det man siger, til de unødige bevægelser man laver (Harvey 1997:23). Anderledes forholder det sig med hensyn til målbevidste bevægelser, idet disse udmærket kan bruges til at understrege det sagte, hvis den vel at mærke bliver udvalg med omhu – på sammen måde som de ord man vælger at bruge (Harvey 1997:26).

Det er ikke nogen særlig god idé at finde på fagter eller bevægelser og planlægge dem på forhånd, idet det ofte kommer til at se unaturligt ud, hvilket jo ikke er meningen. Fagter skal komme helt spontant for at virke på en hensigtsmæssig måde, nemlig understrege det sagte. Det viser sig også ofte, at det virker bedst, hvis de fagter man benytter er under kontrol, så de i stedet for at understrege det sagte, ikke kommer til at virke som et udslag af nervøsitet (Lemée & Lund 1999:93).
 

Ansigtsmimik

Der er meget, som tyder på, at de fleste mennesker ubevidst tror mere på det de ser, end på det de hører, derfor er det også vigtigt, at der er overensstemmelse imellem, hvad man siger og ens ansigtsmimik. Hvis der ikke er overensstemmelse, er der risiko for, at man kommer til at virke utroværdig eller at tilhørene misser budskabet (Lemée & Lund 1999:94). Ansigtsmimikken er også en utrolig god måde at signalere til tilhørerne, hvad de har i vente, hvilket gøres ved at ændre ansigtsudtrykket umiddelbart før man taler, men så det hele tiden udtrykker de følelser man beskriver (Harvey 1997:36f). Hvilket dog ikke kan tilrådes den meget urutinerede formidler, idet man kan forestille sig, at hvis der ikke er fuldstændig overensstemmelse kan man komme til at virke latterlig.

3.2.3  Øjenkontakt

Som de fleste nok ved i forvejen, er det vigtigt med øjenkontakt, idet den signalere, at man taler direkte til de eller det andet menneske, som både kan være intervieweren eller tilhørene, hvilket styrker gennemslagskraften og gør at andre mennesker lettere fatter sympati for det man fremfører. Det er dog vigtigt, at øjenkontakten ikke flakker rundt, idet det kan give indtryk af forvirring, derfor er det bedst at være rolig i blikket (Lemée & Lund 1999:96 & Harvey 1997: 18ff). Et flakkende og undvigende blik kan også få tilhørene til at føle sig utilpasse ved situationen, idet de kan fornemme at der ikke er overensstemmelse mellem det verbale og det nonverbale udtryk (Lyle 1990:29f).
 

3.2.4  Påklædning

Den måde vi klæder os på har stor betydning for, hvordan andre mennesker opfatter os og vores holdninger, dette hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Mange mennesker bruger da også deres tøjstil til, helt bevist eller via deres dertil indrettede habitus, at udtrykke, hvad for nogle holdninger de står for (Jetsmark 1995:29). Derfor kan det være hensigtsmæssigt at overveje, hvilken tøjstil man vælger til en bestemt formidlingssituation, idet der gerne skulle være sammenhæng mellem det udtalte budskab og det budskab man sender via sit tøjvalg.

Det er helt i orden at have en personlig stil, men det er vigtigt for budskabet, at den ikke er så iøjnefaldende, at den kommer til at overskygge alt andet. Eva Jørgensen er også af den overbevisning, at man ikke skal formidle sig selv via sit udseende, idet i god formidling er fokus rette mod det, som bliver formidlet (Lemée & Lund 1999:94).
 

3.3  Logos - retorik

Vi vil nu springe fra den ydre fremtoning, legemet, til det mere teoretiske, hovedet. Først efter retorik-afsnittet springer vi så videre fra hovedet ned til hjertet, den personlige udstråling. Her i retorik-afsnittet vil vi starte med Aristoteles og Platon og bevæge os frem hen over en enkel argumentmodel. Men selve argumentmodellen er som model ikke vort egentlige fokus. Vi vil hellere stille skarpt på, hvordan fokus fastholdes hos modtagerne, og hvordan at det undgås, at de mister overblikket. Altså hvordan gives et budskab på en sådan måde, at det overbeviser modtagerne frem for at det drukner eller forvirrer dem? Og for at vi ikke selv skal forvirre vore modtagere, har vi valgt her i retorik-afsnittet at bruge kursiv, hvor der skal fremhæves væsentlige pointer.

Inden for formidling synes der at være en tendens til at lave tekniske overbygninger på de forskellige formidlingsteorier, frem for at gå tilbage og se hvad der ligger som grundlag for teorien. Derfor er det fravalgt at opstille en masse tekniske modeller her, som alene vil  sløre overblikket. I stedet for vil vi netop kigge tilbage og se, hvilken grundide der faktisk ligger som basis for retorikken. Denne grundlæggende ide må være mere forklarende, end en overbygning kan være, hvilket denne del af opgaven egentlig har som formål at give en forståelse for.

3.3.1  Argumentation er at pege på sandheden

Aristoteles siger, at: “Det talte er symboler på fornemmelserne i sjælen, og det skrevne på det talte. Og ligesom skrifttegnene ikke er de samme for alle, således er heller ikke talen den samme. Men det, som disse ting er umiddelbart tegn på, fornemmelserne i sjælen, er de samme for alle, og det gælder også det, fornemmelserne er efterligninger af, selve kendsgerningerne.” (Aristoteles 1964:39) Det gælder derfor om at påvirke ’fornemmelserne’ på den rigtige måde, og derfor at undgå at påvirke de forkerte ’fornemmelser’ gennem forkert brug af ord.

“Enhver sætning har en betydning, dog ikke som et redskab, men […] ifølge vedtægt. Men ikke enhver sætning kan være en udsagnssætning, men kun de, som medfører sandhed eller usandhed. Ikke i alle er der sandhed eller usandhed. En bøn er for eksempel en sætning, men er hverken sand eller falsk.” (Aristoteles 1964:40) Aristoteles forklarer også, at sætninger som ikke er udsagnssætninger,  der hverken er sande eller falske, hører under retorikken. (Aristoteles 1964:40) Retorik har derfor i sin rod intet at gøre med sande eller falske udsagn, men i hvordan udsagn bruges. Argumentation er at pege på sandhed, og er ikke at sige sandhed.

Platon lader dog slå fast, at talerens fremstilling skal hvile på “’en grundig forståelse af, hvad der er sandheden angående det, han vil tale om.’ (Platon)” Han kan da ikke nøjes med bare at have en mening om det. (Aristoteles 1996:10) Han mener, at taleren skal kunne beherske den dialektiske metodes “’to måder at tænke på’ (Platon)”, nemlig analysen og syntesen, og sådan “’ved at samle de spredte enkeltheder til en fællesform gennem nøjagtig begrænsning kunne gøre det klart, hvad det er for en bestemt ting, han i hvert tilfælde vil tale om.’ (Platon)” (Aristoteles 1996:10)

Men Aristoteles vender sig imod Platons dom over retorikken, idet han siger, at: “Retorikken er et modstykke til dialektikken.” (Aristoteles 1996:12) Platon havde nemlig søgt sit virkelighedskriterium i en verden af grundlæggende og forud fastsatte ideer, og Platon måtte derfor være principielt afvisende overfor al retorik som grundet alene på ’fornemmelser’. (Aristoteles 1996:13)

Aristoteles er dog opmærksom på en slags forud fastsatte ideer (om end han ikke opererer med ideernes verden) og han kan sagtens acceptere både det sande og ’fornemmelserne’ (eller det almindeligt antagne) som ligeværdige for studium. (Aristoteles 1996:13) Fordi som han siger: “’Det er jo i kraft af én og samme evne, at vi indser både det sande og det, som ligner det sande. Desuden er menneskene fra naturens side vel udrustede for sandheden, og de træffer også i de fleste tilfælde sandheden. Derfor vil den, der har fornemmelse for det almindeligt antagne, normalt også have den samme evne i forhold til sandheden.’ (Aristoteles)” (Aristoteles 1996:13)

Men det centrale i retorikken er stadig bevisførelse. Altså selve påvisningen af, “’at det, sagen drejer sig om, forholder sig eller ikke forholder sig sådan og sådan og er eller ikke er foregået på den og den måde.’ (Aristoteles)” (Aristoteles 1996:13) Det betyder at retorikken er ‘en kunnen’, hvis opgave “’ikke i og for sig er at overbevise nogen, men i hvert enkelt tilfælde at pege på de overbevisende momenter, der foreligger.’ (Aristoteles)” (Aristoteles 1996:14)

Taleren skal således forelægge et tvivlsspørgsmål for modtagerne, som de selv skal afgøre. (Aristoteles 1996:15) Og derfor er det “’ikke tilstrækkeligt, at man ved, hvad man skal sige; det er også nødvendigt at sige det på den rigtige måde.’ (Aristoteles)” (Aristoteles 1996:16) Det han mener er, at: “Overbevisningen skabes endelig gennem selve det sagte (logos), når vi på basis af de overbevisende momenter i hvert tilfælde demonstrerer sandheden eller det, der synes sådan.” (Aristoteles 1996:35, A II 6) Ved at samle de spredte enkeltheder, så der gives et klart overblik.
 

3.3.2  Konkret argumentation er bedre end abstrakte eksempler

Alle formidlere skaber sig tiltro ved som bevis at anføre enten eksempler eller argumenter. Hvis man prøver at påvise noget gennem mange tilfælde, så er det eksempler. Men prøver man at påvise noget på grund af visse præmisser, enten fordi de er sande eller som hovedregel sande, sådan at der følger noget andet og fra dem forskelligt, så er det argumenter. Både eksemplet og argumentet har sine fordele, men argumentet sikrer alligevel det største bifald. (Aristoteles 1996:36, A II 8-10) De bedst overbevisende momenter i mundtlig ikke-faglig formidling er altså argumenter baseret på almen vedtaget information.

Ulempen ved eksemplet er nemlig, at slutningen er logisk udledt af tidligere logiske slutninger, og det må derfor igen behandles logisk, fordi det ikke er alment antaget. Men dette er ikke let på grund af længden, og det virker derfor ikke overbevisende for et almindeligt gennemsnitsmenneske. (Aristoteles 1996:38, A II 13)

Argumentet gør derimod brug af præmisser frem for abstrakte, logiske slutninger. Og da præmisserne er modtagerne bekendt, behøver de jo ikke at blive omtalt. Argumentet vil således give større bifald fra gennemsnitsmennesket, dels fordi argumentet som nævnt er kortere end eksemplerne. Dels fordi de er baseret på brede konkrete,  præmisser, som allerede er forstået som sandhed, der ikke skal gennemtænkes igen. (Aristoteles 1996:38, A II 13)

3.3.3  Selve argumentmodellen

Det logisk argument består af to præmisser, dels af den større præmis, major præmis, dels af den mindre præmis, minor præmis, der munder ud i en konklusion. (Garbers 96:23) Major præmis kunne være, at alle mennesker er dødelige. Minor præmis kunne være, at Sokrates er et menneske. Konklusionen er så, at Sokrates er dødelig. (Garbers 96:23)

Denne model er så i 1958 revideret af Stephen Toulmin til en ny argumentmodel, som er en sammensmeltning af de to klassis ke argumentmodeller, den logiske syllogisme og den tilsvarende retorisk slutning, enthymemet. Forskellen er, at syllogismen skildrer, hvordan man kommer fra nogle kendsgerninger (eller eksempler, som Aristoteles kaldte dem) til en sand konklusion. Den retoriske slutning, argumentet eller enthymemet, er derimod en slutning ud fra meninger og formodninger til en sandsynlig konklusion. (Jørgensen & Onsberg 1997:11)

[Grafisk eksempel er udeladt på websiden] 

P - påstanden svarer til logikkens konklusion. Den er det overordnede element, hvor afsenderen forsøger at overbevise modtagerne.

B - belægget svarer til logikkens minor præmis. Det er den information eller begrundelse, som afsenderen bygger sin påstand på.

H - hjemmel svarer til logikkens major præmis. Den er den information, som er ‘almindeligt vedtaget’ af modtageren. (Garbers 96:23)

Et andet eksempel kunne være:

Påstand: Du skulle holde op med at ryge.

Belæg: Det er for dyrt.

Hjemmel: Vi har ingen penge. (Garbers 96:24)

Men bemærk, at hjemmel typisk er underforstået, implicit, og den derfor er uudtalt. (Jørgensen & Onsberg 1997:14) Hjemmel svarer således til de præmisser, som ifølge Aristoteles allerede bør være en almen sandhed hos modtagerne, og de behøver derfor ikke at inddrages aktivt i argumentet. Afsenderen behøver ikke at bruge tid og lange logiske redegørelser på at argumentere for, at ‘vi ingen penge har’, da det er forstået som en almen sandhed, såfremt afsender er i samklang med modtageren. Afsenderne fritages derfor fra, at skulle finde eksempler på, hvorfor det er for dyrt.

Skulle afsenderen finde eksempler, så ville der opstå en risiko for, at budskabet eller påstanden kvantitativt ville blive sløret af eksemplerne. Ligeledes er der risiko for at modtageren ville flytte sit fokus fra budskabet og hen til eksemplernes kvalitet. Fokus ville derfor spredes.

3.3.4  Analysen ved hjælp af argumentmodellen.

Bemærk at argumentmodellen ikke indikerer rækkefølgen af elementerne, men kun at påstanden er argumentets mål. (Jørgensen & Onsberg 1997:14) I praktisk argumentation er det nemlig typisk modsat, sådan at bevægelsen går fra påstand til belæg. (Jørgensen & Onsberg 1997:15)   

Påstanden starter derfor normalt argumentationen, idet at afsenderen fx udtaler:

Du skal holde op med at ryge.

Bevægelsen fra påstanden til belægget vil da typisk gå hen over en konjunktion som fx: ‘fordi’ - det er for dyrt.

Hvis hjemmel var eksplicit ville den kunne hægtes på med et ord som fx: ‘eftersom’ - vi har ingen penge.

[Grafisk eksempel er udeladt på websiden]

Andre argument-markører for belægget kunne også være ‘da’ eller ‘for’. Mens de for hjemmel også kunne være ‘i henhold til’. Begynder man med belægget i et argument, da vil argument-markøren til påstanden typisk være ord som fx ‘så’ og ‘altså’, men kan også være ‘derfor’. Skal man analysere et argument kan det være svært at finde ud af forskellen på belæg og hjemmel. Men generelt er hjemmel det mest generelle [den store præmis], og belægget det mest specifikke [den lille præmis]. (Jørgensen & Onsberg 1997:16)

Der er altså tale om et ræsonnement, hvor der indgår mindst to informationer, hvoraf den ene begrunder den anden.  Men forudsætningen må være tvivl hos modtagerne, som skal overvindes ved et begrundet synspunkt. (Jørgensen & Onsberg 1997:8f)

Modellen kan også illustreres således:

Belæg: A = B

Hjemmel: B = C

Påstand: A = C

Og kan også uddybes til:

2) Belæg: (fordi) A = B

3) Hjemmel: (eftersom) B = C

1) Påstand: A = C

A = C, fordi A = B, (implicit: eftersom B = C ).

Eksemplificeret til:

Hjemmel (implicit): eftersom [B] alle mennesker er [C] dødelige. (Den store præmis)

Belæg: fordi [A] Sokrates er et [B] menneske. (Den mindre præmis)

Påstand: [A] Sokrates er [C] dødelig. (Konklusion)

Sokrates er dødelig, fordi Sokrates er et menneske, (implicit: eftersom alle mennesker er dødelige).
 

3.3.5  Skarpheden i argumentationen

Inden man forbereder et argument, altså et budskab, så er det vigtigt at være sig bevidst om, at det ikke nok, at man argumenterer korrekt, og at man selv ved hvad man vil, ellers vil man ikke kunne fastholde skarpheden i sit fokus. Altså: ”At en mundtlig formidling har et klart fokus vil sige, at pointen med formidlingen tydeligt fremgår på et tidligt tidspunkt, og at man kun tager informationer med, der er essentielle for denne pointe.” (Lemée & Lund 1999:38)

Derfor skal man først gøre det klart for sig selv, om hvad det er, man egentlig vil sige, så man har ét klart og tydeligt fokus. (Lemée & Lund 1999:38) Det kræver, at tanken først må være helt klar for én selv. (Garbers 1996:34) Man skal derfor beslutte sig for, hvad ens mål er med formidlingen, og hvorfor det er ens mål. (Jørgensen, et. al. 1992:65f) Det betyder også, at man må skærer alle de informationer fra, som er mindre væsentlige. (Lemée & Lund 1999:38)

Man skal også være opmærksom på, om det, man vil sige, konkret kan forstås af modtagerne. Især bør fagudtryk og faglig jargon undgås. (Lemée & Lund 1999:39) Man bør undersøge modtagernes holdninger, blokeringer (Jørgensen, et. al. 1992:65f) og sproglige forudsætninger og undgå at søge til flugt i fagsproget (Jørgensen, et. al. 1992:128f). Man må heller ikke søge tilflugt i upersonlige stedord som fx man, den og det, da de både gør formidlingen ugennemsigtig, og da det bliver uklart, om hvem der siger hvad til hvem. (Jørgensen, et. al. 1992:145)

Men selv om man har det samme sprog som modtagerne, så er det alligevel ikke sikkert, at man forstår det samme ved ordene. Vi kan nemlig have forskellige erfaringer med abstrakte ord, som fx frihed, demokrati og kærlighed. (Jørgensen, et. al. 1992:130f) Abstrakte ord kan alrså påvirke de forkerte ’fornemmelser’.

Det abstrakte skal derfor gøres konkret, altså operationaliseres, så der skabes klarhed. Modtagerne kan så nemmere danne sig et billede i deres eget hoved, og de vil derfor langt nemmere kunne huske informationen. (Lemée & Lund 1999:40) De allerbedste og mest levende eksempler er oplevelser, som hentes fra ens egen dagligdag. Disse menneskelige hændelser kan modtagerne nemmere forholde sig personligt til. (Lemée & Lund 1999:41) Konkretiseret formidling er altså mere levende og interessant end abstrakt formidling. (Lemée & Lund 1999:40)

3.3.6  Misforståelser i skarpheden

Det er nu også vigtigt, at de billeder, man bruger til at konkretisere med, er tydelige, og at de ikke kan misforstås. (Lemée & Lund 1999:40) Fordi de billeder, man selv danner sig, når man tænker, bliver udsat for en række mellemregninger, før man fortæller om dem. (Jørgensen, et. al. 1992:133f) Man foretager nemlig ubevidst tre ubevidste valg som afsender, hvor man skærer en del fra, idet man generaliserer, udelader information og simplificerer sit budskab. (Jørgensen, et. al. 1992:133f)

Nogle af de mest forstyrrende resultater af disse mellemregninger er dels nødvendighedsord som fx ‘skal’, ‘nødvendigt’, ‘nødt til’, ‘kan ikke’, ‘aldrig’, ‘altid’, ‘ingen’ og ‘alle’, da de begrænser verdensbilledet, fordi er der virkelig tale om ’altid’, ‘ingen’ etc.. (Jørgensen, et. al. 1992:135f) Dels er de upræcise navneord og verber forstyrrende, da de skjuler, hvem der gør noget og hvordan, fordi ‘hvem’ er det mon, der gør og ‘hvordan’. (Jørgensen, et. al. 1992:139) Dels forstyrrer værdiord, som fx ‘det er klart’, ‘hævet over enhver tvivl’, ‘naturligvis’ og ‘det siger sig selv’, da de skjuler værdidomme, fordi hvem er det egentlig, der foretager denne bedømmelse? (Jørgensen, et. al. 1992:140f)

3.3.7  Forberedelse af argumentation i formidlingen

Når man forberede en situation, hvor man har kort tid til at aflevere sin påstand, så må man efterprøve sin  argumentation i argumentmodellen, hvor det altså er sådan, at få belæg der uddybes er mere overbevisende end spredte belæg. Spredte og mange belæg er lige så forstyrrende som mange eksempler. (Lemée & Lund 1999:69)

Argumentation, argumentio, er i modsætning til faglige bevisførelse, demonstratio, en dialogisk proces. (Jørgensen & Onsberg 1997:8f) Derfor må er et argumenterende eksempel, som tidligere nævnt, være baseret på common sense og ikke på specialiseret viden. (Jørgensen & Onsberg 1997:10) Lemée og Lund siger videre, at der skal gives eksempler på det, som man argumenterer for. (Lemée & Lund 1999:70) Men med ordet: ’eksempler’ mener hun ikke de tunge statiske ordkløveriske og kategoriske eksempler, som Aristoteles advarer imod, men hun mener, at disse eksempler må være belæg i en dynamisk argumentation, som man finder i de konkrete dagligdags hændelser. På den måde er det muligt at fastholde modtagernes fokus og skarpheden i formidlingen.

Men i forberedelsen er det også vigtigt at modargumentere (imod sine egne belæg). Man skal forestille sig modtagernes, det vil sige målgruppens, modargument. På den måde kan man selv dels fortælle modargumentet til modtagerne, og dels komme dem i forkøbet. Så er det også langt lettere at gendrive deres modargument, idet man både har forberedt gendrivelsen, og idet man griber modargument før det fjerne modtagernes fokus fra påstanden. (Lemée & Lund 1999:69)

3.3.8  Den konkrete brug af retorikken

I argumentationen drejer det således om at holde sig til de enkle belæg frem for de tunge eksempler. Det drejer sig om at fastholde fokus hos modtagerne, og at undgå, at de mister overblikket. Den retoriske argumentation skal derfor opbygges af påstanden, der underbygges af enkle belæg, som understøttes uudtalt af den store, men almen accepterede, hjemmel. Belæggene skal ikke selv indeholde sandheden, men alene pege i retning af sandheden. Sagt på en anden måde, så skal ordkløveri og kategoriske tænkning, som kendes inden for den juridiske retstale, undgås.

Argumentation er en dynamisk og dialogisk proces, som skal fastholde sit fokus, og netop derfor skal det undgås at fokus flyttes fra påstanden og hen til flere statiske eksempler, der både er kedelige og uoverskuelige for modtagerne. Fokus skal hellere findes i konkrete begivenheder fra ens egen dagligdag, som svarer til hændelser modtagerne kan genkende og selv forholde sig til.

4  Ethos - Troværdighed

Hvor logos appellerer til det intellektuelle hos modtagerene, og pathos til de spontane følelser (der appellerer til modtagerne gennem udseende, kropssprog og stemmebrug som beskrevet i afsnittet om selvformidling), skal vi i dette afsnit se på den tredje appelform, ethos, som har betydning for, hvorvidt logos og pathos vinder tillid hos modtageren.

Fafner definerer ethos som en følelsesappel, der handler om virkningen af den talendes hele fremtræden og autoritet i talesituationen.  (Fafner 82:63). Garbers og Høgel definerer ethos som en følelsesappel, som talerens personlighedstræk, karisma eller image har betydning for i forhold til, om taleren kan vinde tilslutning til sin sag (Garbers & Høgel 96:69) Lemée og Lund omtaler ethos som den personlige troværdighed og skriver ligeledes, at  troværdighed simpelthen er en forudsætning for, at modtageren tager imod budskabet (Lemée & Lund 99: 23)

Det vil sige, at talerens ethos har betydning for, hvordan modtagerene opfatter taleren - som troværdig eller ej - og dermed har indflydelse på, om de tager positivt eller negativt imod talerens budskab.

Da troværdighed nok af de fleste forbindes med sandfærdighed, vil den interviewede, som har til hensigt at formidle sit budskab sandhedstro, med stor sandsynlighed anse sig selv for at være troværdig. Garbers og Høgels definition af ethos påpeger imidlertid en sammenhæng mellem ethos og talerens personlighedstræk, karisma og image – altså dennes udstråling. Det viser, at det ikke er tilstrækkeligt at være troværdig, men at man også skal udstråle denne troværdighed.

Et formidlingsmæssigt råd i denne forbindelse skal således ikke alene påpege vigtigheden af at være troværdig, men give konkrete oplysninger om, hvad man skal være opmærksom på i forhold til at udstråle sin troværdighed. I dette afsnit vil vi derfor se på, hvad der har betydning for en god ethos for derigennem at finde frem til de værktøjer, som skal formidles til vores modtagere. 

Den klassiske retorik opdeler ethos i tre elementer, phronesis, areté og eunoia. De værktøjer vi skal formidle, vil vi derfor i det følgende finde gennem en belysning af disse tre elementer.
 

3.4.1  Phronesis

Phronesis  betegner sund fornuft. Dvs. man har forstand på sit stof,  kan ræsonnere logisk, er i stand til at se sagen fra alle sider, er belæst og har god smag og dømmekraft (Garbers og Høgel 96:68).

Lemée og Lund, beskriver tilsvarende, at hvis man vil styrke sin ethos, skal man udvise kompetence, dvs. man skal være velbevandret indenfor det område, man taler om. Hvis modtagerne mærker, at man bevæger sig ud på tynd is, eller at man ikke er konsekvent, så man modsiger sig selv, kan de hurtigt betvivle korrektheden af det, man siger, (Lemée & Lund 99:23). Det er ikke en skam ikke at kunne svare på alt. Én ting er at kompetence styrker ens ethos, men denne kompetence skal ikke være påtaget. Det er bedre at vedkende sin manglende viden på et område end at famle sig frem til et svar, der ikke holder i længden (Lemée & Lund 99:27). Hvis man har faglig kompetence, kan man opnå autoritet i talesituationen. Denne faglige styrke får, som Fafner skriver, virkning på den talendes fremtræden, idet den bidrager til en mere sikker fremtræden, og det styrker ens troværdighed. (Lemée og Lund 99:23).

Foruden autoritet gennem faglig kompetence, viser det sig, at en god ethos er betinget af at man har logos på plads. De ethosfaktorer, som Lemée og Lund beskriver viser nemlig at ens troværdighed styrkes, hvis man evner at frembringe sit budskab klart og velfokuseret, dvs. frasorterer alle oplysninger og eksempler, der ikke tjener til at belyse pointen i budskabet (Lemée & Lund 99: 23 - 24). Når der under phronesis tales om,  at man skal være i stand til at se sagen fra alle sider, betyder det altså ikke, at man skal medtage alle muligheder og synsvinkler. Det der er vigtigt, er at man ikke tror sig så bedrevidende, at man lukker i for andres meninger og synsvinkler (Lemée & Lund 99:27) – en vigtig ethosfaktor, som vi skal uddybe i forbindelse med eunoia. For at kunne udvælge, hvad der er væsentligt at medtage, for at budskabet bliver klart, er det nødvendigt at vide, hvad målet er med det man siger. Vurderingen af, hvad der er væsentligt at medtage for at fremme budskabet nødvendiggør ”god smag” og ”dømmekraft”, og derfor er det godt at vide, hvad det er, som gør argumentation  effektfuld, som vi så i afsnittet om retorik.

Når vi i afsnittet om retorik, understregede fordelen ved at gennemtænke modargumenter, så man var i stand til at imødekomme fordomme, har det ikke kun betydning for logos-appellen, dvs. at modtagerne skal mærke, at man har ordet i sin magt. Det er også meget vigtigt for en god ethos. Hvis man forud for interview- situationen har taget stilling til, hvordan, man vil forholde sig til modstand, er man bedre udrustet til at forholde sig til modstand uden at blive presset, så man reagerer negativt eller prøver at komme med en forklaring som ikke er gennemtænkt. Dette fører os videre til punktet om areté. Areté handler om, at det ikke er tilstrækkeligt, at man behersker kompetence og logos, men at den faglige autoritet skal kombineres med velvillighed overfor modtagerne, dvs. at man fremlægger sit budskab ud fra en ligeværdig indstilling til andre. 
 

3.4.2  Areté

Areté benævner afstandstagen fra dårlige taktikker, ”beskidte kneb”; man har respekt for anerkendte dyder, og ens egen moralske habitus er urørlig (Garbers og Høgel 96:96).

At have en urørlig moralsk habitus kan være en længerevarrig proces, der går forud for den momentane talesituation. Lemée og Lund nævner, at trods lige stor veltalenhed er det den, der har det bedste levned, der vil anses for at være mest troværdig. (Lemée & Lund 99:28). Set i dette perspektiv er en urørlig moralsk habitus ikke noget, vores modtagere kan nå at ændre med kort varsel før interviewsituationen. Derfor har vi ikke nævnt dette i udkastet til folderen. Det øvrige under areté kan man derimod have indflydelse på under fremførelsen af talen.

Dårlige taktikker og brud på anerkendte dyder er for eksempel at afbryde modparten. I en interviewsituation, som vi i nærværende opgave beskriver, vil dette være intervieweren. Man kan afbryde, hvis det blot er udtryk for iver eller spontanitet, samt når man vil specificere det, man har sagt, hvis det viser sig at være blevet misforstået. Men det anses som fjendtligt at afbryde for at hindre en anden i at få talt ud, så de ikke kan få deres mening frem. Ligeså er det ufint at fordreje det, den anden siger. (Jørgensen m.fl. 94:125-128).

Jørgensen m.fl. viser også et eksempel på ”beskidte kneb” i sit afsnit om fjendtlighed i forbindelse med en debat, hvor uenige meddebattører kan anses som ”fjender”. Dette er også relevant for en interviewsituation. En taler med et kontroversielt budskab, som skal argumentere for rigtigheden af dette overfor modstridende meninger og holdninger, kan opfatte anderledestænkende modtagere og opponenter som sine ”fjender”. I så fald er der fare for, at han indtager en fjendtlig indstilling til dem, han taler til eller om. Det man da skal være opmærksom på er, at der er forskel på uenighed og fjendskab (Jørgensen m.fl. 94:128). Fjendskab viser sig der, hvor man ikke længere ”går efter bolden men efter manden”. Dvs. fokus vendes fra emnet til verbalt angreb på den, man taler til eller om, ved at man siger noget direkte personligt nedsættende til eller om andre, noget groft fornærmede, insinuerende eller latterliggørende (Jørgensen m.fl. 94:128).

Det fjendtlige angreb kan også være nonverbalt, hvor man viser fjendtlighed gennem nuancer i stemme, mimik, gestus og kropsholdning (Jørgensen m.fl. 94:134) dvs. via ens personlige fremtræden, som vi har vist betydningen af i afsnittet om selvformidling. Sådanne personangreb kan dog ofte skade afsenderens eget ethos, så det ikke giver den tilsigtede vindende effekt for afsenderen selv (Jørgensen m.fl. 94:128ff; Lemée & Lund 99:27). Grunden hertil finder vi i Jørgensens diskussion om adfærdens betydning for en god personlig gennemslagskraft. (Jørgensen, et. al. 92:90-95). Han understreger den positive effekt af at have en assertiv adfærd, som han kontrasterer med den negative effekt af en submissiv eller aggressiv adfærd. I det følgende vil vi kort beskrive nogle karakteristika ved disse for at vise, hvad grunden er til at den førstnævnte type adfærd er mere hensigtmæssig end de andre i forhold til at have en god ethos.

 
Assertiv adfærd kontra submissiv og aggressiv adfærd.

Hvis formidleren ser kommunikationssitiuationen som en mulighed, bliver hans holdning til den konstruktiv, så han følelsesmæssigt får et overskud, der gør at hans adfærd bliver assertiv. Jørgensen, Klit og Christensen definerer assertiv adfærd som en ligeværdig adfærd overfor andre mennesker, hvor man giver udtryk for egne synspunkter, holdninger, rettigheder og følelser uden at være bange for at blive afvist eller imødegået, og hvor man står fast på og begrunder sine rettigheder på en naturlig og ligeværdig måde – uden at krænke andres holdninger og følelser med videre. Assertive personer har selvtillid, og det giver den personlige gennemslagskraft, som igen styrker de positive følelser i situationen. (Jørgensen, et. al. 92: 90).

Ser man derimod kommunikationssituationen som en trussel, får man en destruktiv holdning til den. Det resulterer i negative følelser som vrede, angst, usikkerhed, frygt og skyld, som giver taleren et underskud, hvorved hans adfærd bliver enten submissiv eller aggressiv (Jørgensen, et. al. 92: 94).

Personer med submissiv adfærd er undskyldende og selvudslettende. De frafalder deres rettigheder, synspunkter og holdninger for at indordne sig under andres. De giver ikke ærligt udtryk for tanker og følelser, fordi de er tynget af følelser som frygt, angst og utilstrækkelighed, da de er bange for at blive svigtet eller afvist. (Jørgensen, et. al. 92:94). Hvis man er submissiv, vil man derfor ikke være i stand til at stole på sin faglige kompetence og bliver usikker i sin fremtræden, hvilke er to vigtige ethosfaktorer, som vi så i punktet om phronesis.

Personer med aggressiv adfærd mangler social kompetence og virker derfor konfliktsøgende. De dominerer kommunikationen for at fastholde egne rettigheder, synspunkter, holdninger, følelser mv. for enhver pris, og de postulerer deres rettigheder i stedet for at argumentere for dem. Deres sprogbrug afspejler ofte aggressivitet og er nedgørende med masser af sarkasme, ironi, trusler og udtryk, der hindrer gensidig forståelse (Jørgensen, et. al. 92:95). En aggressiv adfærd kan derfor være årsag til, at man bryder de dyder, der nævnes under areté og skader således ens ethos.

Den interviewede skal derfor tilstræbe den assertive adfærd, så han frembringer sit budskab, samtidig med, at han viser omtalte og modtageren respekt. En negativ indstilling til andre skal således ikke komme til syne i kommunikationssituationen, for at man selv kan få fremgang. Der er andre måder, man kan fremhæve vigtigheden af sit budskab på, og her kommer principperne under eunoia ind.
 

3.4.3  Eunoia.

Eunoia benævner seriøs interesse og engagement. Tilhørernes velfærd ligger en på sinde, og man er parat til at ofre sin egen behagelighed, hvis den vil komme i konflikt med andres fordele. Selvhævdelse kommer ikke til udtryk (Garbers & Høgel 96:69).

Som citatet af Cecilie Frøkjær i indledningen viste, lægger Frøkjær særlig vægt på engagement i forhold til logos og phatos. Vi mener ikke, at engagement har større betydning end logos og pathos, men derimod, at den som ethosfaktor er meget vigtig.

I forbindelse med engagement indrager Lemée og Lund vigtige troværdighedsdyder så som at være ægte, nærværende og levende (Lemée & Lund 99:30). Med ægte mener de, at man ikke skal spille skuespil eller prøve at virke engageret på en forkrampet måde. De citerer Henrik Nyegaard, der siger, at troværdighed opnås, hvis folk ser, at man er den samme i alle situationer (Lemée & Lund 99:26). Det viser, at det er vigtigt at der overensstemmelse med ens person i interviewsituationen og andre situationer, folk møder en i.

Et ægte engagement får man ved selv at tro på sit emne og brænde for det (Lemée og Lund 99:26). Det er desuden vigtigt, at man samtidig er nærværende, at man virker som et helt menneske. Tilhørerne finder taleren mere troværdig, hvis de har tillid til og fatter sympati for denne. Sympati har med udstråling at gøre (Lemée & Lund 99:28). Garbers og Høgel skriver, at selv om en god udstråling for nogle er noget medfødt, så er det noget, man kan opøve bla. ved at få bedre selvtillid (Garbers og Høgel 96:9). Det som Lemée og Lund nævner i forbindelse med udstråling er at vise venlighed overfor modtagerne. Derved opnår man ofte at få venlighed igen, og venlighed er jo noget, man selv kan vælge at vise, uanset om man har en medfødt god udstråling eller ej. Det vil sige, hvis man har selvtillid, så man tør vise, at man tror på sit emne, og at man brænder for det, så udviser man det ægte engagement, som sammen med venlighed overfor modtagerne skaber den udstråling, der gør at modtageren får sympati for en og det øger muligheden for, at de tager imod budskabet. Dette hjælper også med til at kunne frembringe sit budskab på en levende måde, og det er vigtigt.

Åbenhed er også en ethosfaktor, der styrker talerens troværdighed. Det er ikke nok at være engageret. Med åbenhed menes bl.a. at budskabet bør bygge på ærlighed. (Lemée & Lund 99:27)  Som nævnt i 3.4.1. om phronesis skal man for eksempel ikke foregive at vide mere end man ved. Det går ikke at skære hjørner af ved ikke at holde sig helt til sandheden, for folk har en meget skarp sans, når det gælder ærlighed, og det er sandheden, man selv bedst kan huske, så holder man sig til den, kommer man ikke til at rode sig ud i forklaringer, der ikke stemmer overens med tidligere udsagn, så man dermed gør sig selv utroværdig. (Lemée & Lund 99:27). Henrik Nyegaard advarer endog mod at udtale sig om noget, hvor man ikke er helt sikker på, hvad det er, der er sandheden, hvis man svarer på noget, man ikke selv har dannet sig en mening om, kan det let få den konsekvens, at man ikke får svaret præcist nok, sandt nok eller ærligt nok (Lemée 99:27).

Et andet aspekt ved åbenhed er beskedenhed. Hermed menes, at man er åben overfor andres meninger – også når de ikke stemmer overens med ens egne meninger. Selv om kompetence har stor ethosværdi, skal den således kombineres med beskedenhed. Som allerede nævnt, står modtageren let af, hvis man virker stejl eller bedrevidende (Lemée & Lund 99:27). Bl.a. janteloven har nedlagt den generelle opfattelse i danskere, at det er negativt at være fremfusende eller fanatisk (Lemée & Lund 99:28). Hvis man viser velvillighed overfor tilhørerne, får de derimod følelsen af en som medmenneskelig, og derved kan man bedre opnå gensidig forståelse (Citat Lemée & Lund 99:27).

Beskedenhed er derfor en dyd, men bør forstås ret. Beskedenhed betyder ikke, at man skal krybe. Som vi så under 3.4.2 om areté, giver en submissiv adfærd udseende af manglende selvtillid, og er man så selvudslettende, at man helt afstår fra det, man siger, så mister kommunikation sin betydning. Man kommunikerer, fordi man har et budskab, man ønsker at formidle, og det skal man holde fast ved. Jørgensen med flere skriver, at man ikke må være så ligeglad med sine meninger, at de kommer til at virke ligegyldige (Jørgensen, m.fl. 94:60). At være åben for andres meninger og hellere gå imod sin egen behagelighed betyder således ikke, at man skal undgå at fastholde, det man står for, men, ligesom Jørgensen, Klit og Christensen beskriver, med en assertiv, stå ved ens egne holdninger, synspunkter m.v., men uden at krænke andres.

Lemée og Lund nævner også humor (for eksempel et glimt i øjet og evne til selvkritik/selvironi) som en positiv ethosfaktor. Humor har den virkning, at modtageren mærker, at der ligger et menneske bag. (Lemée & Lund 9:28). Jørgensen m.fl. bekræfter dette, men påpeger samtidig, at man ikke skal tro, at latter er ensbetydende med tilslutning til ens budskab. Hvis budskabet skal virke seriøst, bør man være varsom med at fremkalde latter for ikke at komme til at fremstå komisk og useriøs (Jørgensen m.fl. 94:86-87 + 92). Derfor bør man være meget bevidst om, at humoren får den rette effekt i forhold til den pågældende talesituation, hvis man skal benytte denne form for imødekommenhed. Lidt humor er altså godt, men det skal ikke overdrives. (Lemée & Lund 99:28).

Alt i alt kan siges, at de troværdighedsdyder, vi har set på ud fra phronesis, areté og eunoia, er en forudsætning for god formidling. Det er områder, man kan forberede sig indenfor, for selv om personlighedstræk, karisma og image kan være medfødt og virke bedre hos nogen end andre, har formidlingsteorien vist, at hvis blot man er bevidst om hhv. sin kompetence, adfærd og måde at fremlægge sit budskab på, har man et udgangspunkt, man konkret kan arbejde på at forbedre. Det viste dog også, at det ikke er alt, man kan gå ud fra, at modtageren af vores udkast til folder kan nå at tilegne sig, hvis de først læser den et par dage, før interviewet. Dette gælder bla. det at have et godt levned, noget man ikke kan etablere på kort tid. Ligeledes kan man ikke pludselig opnå at blive faglig kompetent – det bør man være i forvejen.

Vi mener dog stadig at man med fordel kan have disse principper for en god ethos i mente, fordi de gør vores læser opmærksom på, hvad det er, der får en taler til at virke troværdig. Selv om de ikke kommer til at mestre dem på kort tid, kan de f.eks. undgå at komme fuldstændig uforberedte til interviewet, fordi de tænker på et interview som en række spørgsmål, som de skal besvare ud fra deres latente viden og ikke som en chance til at have et klart mål med deres budskab i sigte, som de bedre kan få frem, hvis de har forberedt god argumentation. De kan også  blive opmærksomme på, at de ikke skal tro deres egne meninger bliver optaget positivt ved at de hagler andres meninger ned vha ufine metoder, såsom afbrydelse, verbale personangreb, osv., som vi så på under areté. De vil også blive påmindet at deres engagement er med til at få budskabet til at fænge hos deres modtagere. Vores råd om humor, beskedenhed og medmenneskelighed, åbenhed og det at de er ægte, vil derimod være muligt at følge uden længere tids forberedelse.

Vi vil derfor medtage disse punkter og sammen med de andre formidlingsmæssige aspekter om målgruppeovervejelser, selvformidling og retorik, opstille dem som værktøjer i vores produkt vor at formidle, hvordan man kan blive en god formidler og fremstå som en vindertype.
           

9 Litteraturliste

Andersen, Ole E (1999). Målgrupper. Læreanstalternes Fælles Formidlingskursus, forelæsning den 11. november 1999.

Aristoteles (1964). Aristoteles, med indledning, oversættelse og noter af Anfinn Stigen. Berlinske Forlag, København.

Aristoteles (1996). Retorik. Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet.

Bekke, Jens (1998). TV3 kender sine seere. News Views, A.C. Nielsen.

Dahl, Henrik (1996). ”Sociologi og målgrupper - Nogle erfaringer med at operationalisere Bourdieu”. In: MedieKultur 24, Tema: Målrettet kommunikation.

Den Store Danske Encyklopædi (1994).  København, Gyldendal

Fafner, Jørgen (1982): Tanke og tale – Den retoriske tradition i Vesteuropa, C. A. Reitzels Forlag A/S, København, 2. udgave, 1991.

Garbers, Lis; Høgel, Sten (1996): Retorik – levende tale eller tom snak. Nyt Nordisk Forlag Arnold

Gyldendals Fakta leksikon (1992).  København, Gyldendal

Harvey, Christine (1997). Tag ordet og bliv hørt – På jobbet På møder I forsamlinger I hjemmet. 2.oplag. Management Bogklubben – en Egmont bogklub. Del 1.

Jacobsen, Jan Krag. (1997) 25 Spørgsmål – en moderne retorik til planlægning af kommunikation. 1. Udgave. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Jacobsen, Poul Erik (1999). Segmenteringsiveren er gået over gevind! Tid og Tendenser.

Jetsmark, Torben (1995). Sig det så det ses. Kropssprog og kommunikation. Danmark: Gyldendal.

Jørgensen, Charlotte m.fl. (1994): Retorik der flytter stemmer. Gyldendal, Danmark.

Jørgensen, Charlotte og Onsberg, Merete (1997): Praktisk argumentation. Teknisk Forlag.

Jørgensen, Stig; Klit, Jesper; Christensen, Peter Knoop (1992): Personlig kommunikation – præsentation og gennemslagskraft. Børsen Bøger, Danmark.

Launsø, Laila og Rieper, Olaf (1997): Forskning om og med mennesker. København. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, kap. 9

Lemée, Pernille Steensbech og Lund, Anne Katrine. (1999) Troværdighed. Tal godt for dig!

Lyle, Jane (1990). Positivt Kropssprog. København: Lindhardt og Ringhof.

Markedsnøglen (1998). Gallup Kompas – segmentering og målgruppevalg på grundlag af livsstil/holdninger. Egmont Magasiner – Annonceafdelingen. udgave. Randers: Frydenlund.

Rienecker, Lotte: Den gode opgave – arbejdsprocesser og kvalitetskriterier i opgaver på Humanoria. Gyldendal 1997, kap. 11, s. 302-313

Sommers, Nancy: Revision Strategies of Student Writers and Experienced Adult Writers. 1980, s. 378-388
 

On The Spot, LFF, år 2000

Ann Nilsson, psykologi, Anne Christina Laursen, psykologi, Bjørg Jacobsen, etnologi, Joan Sund Jespersen, japanologi, Kristina Lindebjerg Larsen, teologi, Robert Kronberg, teologi